Home OJ Electronics modtager hæder for tredje år i streg: ”Succes er ikke et punkt i landskabet – den skaber vi sammen over tid”

OJ Electronics modtager hæder for tredje år i streg: ”Succes er ikke et punkt i landskabet – den skaber vi sammen over tid”

OJ Electronics kan igen i år krone sig med titlen som Succesvirksomhed. Prisen, der uddeles af Spar Nord og BDO, betegner administrerende direktør Erik Damsgaard som en blåstempling og et udtryk for, at elektronikvirksomheden har fokus på de rigtige værdier.

Et fuldgodt hattrick. Det er facit, efter elektronikvirksomheden OJ Electronics for tredje år i streg er kåret som Succesvirksomhed.

Overrækkelse af prisen Succesvirksomhed 2022Udslagsgivende for kåringen er kriterier som vækst i resultater og soliditet over en femårig periode samt evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag. Dét er kriterier, der flugter i en lige linje med OJ Electronics’ ambition om at drive virksomhed.

„Vi er først og fremmest stolte over kåringen, da den sender et stærkt signal om OJ Electronics som virksomhed. Succes er for os ikke et punkt i landskabet – det er noget, vi skaber sammen over tid. Det kommer til udtryk i vores forankrede kultur, hvor fællesskabet og stoltheden, over det vi laver, er det bærende, siger administrerende direktør hos OJ Electronics, Erik Damsgaard, og tilføjer:

„Det er dét, der skaber resultater.

Erhvervsprisen uddeles i et samarbejde mellem Spar Nord og BDO, der med prisen årligt anerkender 1.000 danskejede virksomheder, som med deres evne til kontinuerligt at skabe vækst og overlegne finansielle resultater gør sig som kilde til inspiration for andre virksomheder.

Det lange, seje træk

Kåringen af OJ Electronics som Succesvirksomhed 2022 fandt sted d. 22. september på virksomhedens adresse i Sønderborg, hvor repræsentanter fra revisionsselskabet BDO og Spar Nord overrakte en statuette og et diplom som bevis.

Om baggrunden for OJ Electronics kåring udtaler Spar Nords kundechef for erhverv, Peter Ugilt:


„Der er ingen tvivl om, at OJ Electronics taler direkte ind i de kriterier, der gør sig gældende for prisen som Succesvirksomhed. Vi kigger på kontinuitet og det lange, seje træk, og det lever OJ Electronics til fulde op til. De har bevist, at de år efter år er i stand til at lægge på, hvorfor det er ganske naturligt, at de vinder prisen for tredje år i streg.“

OJ Electronics har senere på året mulighed for at hive endnu en pris med hjem til trofæskabet. I starten af november afholder arrangørerne bag kåringen af de danske succesvirksomheder regionsfinaler, hvor fire samlede vindere kåres.

Ingen hurtige gevinster

Kåringen som Succesvirksomhed 2022 har givet mere blod på tanden hos OJ Electronics. Og bekræftet administrerende direktør Erik Damsgaard i, at de i elektronikvirksomheden har fokus på de rigtige værdier.

OJ Electronics hædret som Succesvirksomhed 2022
„Kreditten for en så flot pris som denne skal gå til vores medarbejdere. De er virksomhedens rygrad, og i sidste ende er det deres faglighed og ambitioner på OJ Electronics’ vegne, der gør, at vi konstant udvikler os og vækster“, siger Erik Damsgaard og tilføjer:

„Fokus er slet ikke på de hurtige gevinster. Vi tænker altid langsigtet, hvilket jo har vist sig som en bæredygtig tilgang, og så er prisen som Succesvirksomhed med til at styrke fortællingen om, at der i Sønderborg ligger en virksomhed, man kan blive en del af – og opleve succes“, siger Erik Damsgaard.