Produkt- og projektdirektør hos OJ Electronics, Jan Holm, kunne på sidstedagen af november lade sig krone med titlen som nyt bestyrelsesmedlem i Eurovent Association.
Her træder Jan Holm ind i bestyrelsen som repræsentant for Danmarks største tekniske brancheorganisation, VELTEK, der på tværs af brancher tæller i omegnen af 130 virksomheder.
Det er et stort skulderklap, at OJ Electronics og jeg er blevet valgt af VELTEK til at varetage deres mandat. Vi ser det som en anerkendelse af, at den viden og de kompetencer, vi som virksomhed repræsenterer, kan bruges som inspiration for vores kollegaer i branchen, siger Jan Holm.
Eurovent er den fælleseuropæiske brancheorganisation for aktører inden for blandt andet ventilationsanlæg og varmesystemer (HVAC) og tæller mere end 1.000 medlemsvirksomheder.
Den grønne dagsorden
Bæredygtighed og grøn omstilling er tungtvejende fokusområder hos elektronikvirksomheden OJ Electronics, og det kommer til at afspejle sig i Jan Holms dagsorden som nyt bestyrelsesmedlem hos Eurovent.
VELTEK og jeg er meget optaget af den grønne dagsorden, og det bliver et af omdrejningspunkterne for mit engagement i Eurovent. Vi ønsker at arbejde for implementeringen af standardiserede procedurer og tiltag, der gør det nemmere for aktørerne i vores branche at imødekomme kravene til energirigtige og miljøvenlige løsninger inden for HVAC, siger Jan Holm.
Det nye bestyrelsesmedlem peger blandt andet på EPDer, der kan accepteres på tværs af landene i EU, som et redskab, der skal gøre det nemmere for producenter i Europa at dokumentere deres produkters CO2-aftryk og bidrag til byggeriers bæredygtige livscyklus.
Den helt rette kandidat
Hos VELTEK er der stor glæde over tilføjelsen af Jan Holm som branchens repræsentant i Eurovents bestyrelse.
Det er vigtigt, at vi fra dansk side er med til at sætte nogle solide fodaftryk på udviklingen af Eurovent og de emner, Eurovent fokuserer på. Derfor er vi rigtig glade for, at vi kan stille med en stærk kandidat, som kan sikre, at vi får formidlet den danske ventilationsbranches forventninger til Eurovent, siger Lennart Østergaard, sektionschef i VELTEK’s sekretariat og formand for Eurovent Commission.
Lennart Østergaard glæder sig over den udvikling, der er i gang i Eurovent. Her er der sammensat et stærkt sekretariat, ligesom branchens stemme overfor EU og kommunikationen med foreningens medlemmer er blevet væsentligt styrket de seneste par år.
Jeg glæder mig til det fortsatte arbejde i Eurovent, hvor vi blandt andet skal fokusere mere på at forenkle og standardisere udarbejdelsen af de miljøvaredeklarationer (EPDer), som med sikkerhed vil komme til at fylde meget mere for branchen og i byggeriet over den næste årrække, siger Lennart Østergaard.
Fakta
Eurovent Association
Eurovent er en europæisk brancheorganisation for Indoor Climate (HVAC), Process Cooling og Food Cold Chain Technologies. De har medlemmer fra hele Europa og repræsenterer mere end 1.000 virksomheder, de fleste små og mellemstore producenter. De står for en årlig omsætning på mere end 30 mia. EUR og beskæftiger omkring 150.000 mennesker. Det gør Eurovent til et af de største tværregionale brancheforeninger af sin art.
VELTEK
VELTEK er Danmarks største tekniske brancheorganisation og repræsenterer ca. 130 virksomheder med en samlet omsætning på over 30 milliarder kroner alene i Danmark. VELTEK ønsker at være den foretrukne partner i tekniske og digitale branchespørgsmål, udfordringer og temaer ved at varetage medlemmernes interesser og øge viden gennem aktivt netværk og samarbejde med andre brancheorganisationer.