Home OJ Electronics fortsætter vækstrejsen med tiltrædelsen af erfaren salgs- og marketingdirektør

OJ Electronics fortsætter vækstrejsen med tiltrædelsen af erfaren salgs- og marketingdirektør

  2 minutes read

Sidste måned indtog Søren Schoubye rollen som ny salgs- og marketingdirektør hos OJ Electronics. Til trods for sin store erfaring inden for området er han trådt ind i elektronikvirksomheden med ydmyghed, men heldigvis også med store ambitioner for fremtiden. Søren Schoubye har overtaget stillingen fra Anders Høgh-Skov, der trygt overlader ham pladsen, efter han selv er rykket over i direktørstolen.

Det var med stort markedskendskab i bagagen, at Søren Schoubye den 16. september indtog rollen som salgs- og marketingdirektør hos OJ Electronics i Sønderborg. Han træder dermed i fodsporene på Anders Høgh-Skov, der netop er gået fra salgs- og marketingdirektør til adm. direktør i elektronikvirksomheden.

“Søren kommer med mange års erfaring inden for marketing, ledelse og teknisk B2B-salg fra virksomheder med lignende teknologier. Derfor var han et oplagt valg til stillingen, hvor han passer lige ind”, siger Anders Høgh-Skov.

Det kan Søren Schoubye også selv nikke genkendende til:

“Jeg var relevant til denne stilling, fordi jeg har arbejdet en del med HVAC og derfor kender til både produkter og markedet i forvejen. Sammen med min ledelseserfaring giver det mig et stærkt udgangspunkt til at træde ind hos OJ og løfte opgaverne med det samme, slår han fast.”

Senior Director Sales & Marketing, Søren Schoubye from OJ Electronics

Vil styrke markedspositionen yderligere

Søren Schoubye er glad for at være trådt ind i OJ Electronics, som han har stor beundring for.

“Jeg er kommet ind i en virksomhed, der har gjort det rigtigt godt. Også til trods for nogle svære konjunkturer i branchen. Derfor går jeg til arbejdet med ydmyghed, og jeg vil ikke komme ind og spille den kloge fra starten, når de allerede er så dygtige”, fortæller Søren Schoubye.

Ikke desto mindre tør den tiltrådte salgs- og marketingdirektør godt at drømme stort på vegne af sin nye arbejdsplads:


Min målsætning er at bibeholde OJ’s stærke position på nichemarkederne. Her kører løsningerne til elektrisk gulvvarme godt, hvor vi hele tiden arbejder for at vinde de næste generationer, mens vi skal have endnu mere fokus på HVAC, Controls og Drives. OJ er allerede positioneret som en foretrukken partner inden for de områder i dag, men den position skal videreudvikles til både nye applikationer og geografiske områder, hvor bl.a. Nordamerika er et vigtigt led i denne strategi.

De ambitioner stemmer fuldt ud overens med tankerne fra hans forgænger:

“Sørens værdier og mindset passer rigtigt godt til OJ Electronics, hvor vi har fokus på at levere kundetilpassede løsninger inden for vores kerneområder. Samtidigt har han en moderne ledelsesstil, der tror på samarbejde på tværs af stærke individer”, understreger Anders Høgh-Skov.

Flyvende fra start

I dag har Søren Schoubye været en del af OJ Electronics i lidt over en måned, og han er hurtigt kommet godt ind i og på tværs af hele elektronikvirksomheden:

“Min første tid hos OJ er fløjet afsted. Jeg har mødt enormt mange mennesker allerede, fordi de har et udførligt introduktionsprogram. Det er det bedste af slagsen, jeg har prøvet. Alle har været superimødekommende og klar til at dele ud af deres viden, så det har været en fornøjelse at starte”, siger Søren Schoubye.

Hertil har den nye salgs- og marketingdirektør været meget tilfreds med modtagelsen fra sin forgænger:

“Jeg har et rigtigt godt samarbejde med Anders, og jeg håber, at jeg kan udfylde rollen efter ham. Han har givet mig en varm velkomst og god indføring i forretningen, og så har vi nogenlunde samme syn på, hvad der skal til for at lykkes. Nu glæder jeg mig bare til at dykke endnu mere ned i virksomheden og markederne”, afslutter Søren Schoubye.