Home Stafetten gives videre til ny administrerende direktør hos OJ Electronics

Stafetten gives videre til ny administrerende direktør hos OJ Electronics

  2 minutes read

I oktober bliver Anders Høgh-Skov ny adm. direktør for OJ Electronics, når Erik Damsgaard efter 24 år giver stafetten videre. Anders kommer med et indgående kendskab til elektronikvirksomheden, hvor han de seneste 3 år har varetaget stillingen som salgs- og marketingdirektør.

I juni 2023 blev OJ Electronics opkøbt af BITZER Electronics i Sønderborg, der er en del af tyske BITZER Group, med henblik på at styrke BITZERs forretning inden for elektroniske komponenter til varme og ventilation.

Oprindeligt var planen at integrere de to sønderjyske divisioner under BITZER Group fuldt ud, men efter yderligere evalueringer blev det tidligere i år besluttet, at de to virksomheder i stedet skulle fortsætte som selvstændige enheder i BITZER Group.

Siden da har der været en dialog mellem bestyrelsen og Erik Damsgaard omkring det fremtidige samarbejde og visionen for OJ Electronics som selvstændig virksomhed. I forsommeren mundede det ud i en beslutning om, at Erik Damsgaard ville fortsætte på direktørposten frem til udgangen af september, hvorefter stafetten overdrages til Anders Høgh-Skov. OJ Electronics vil i de kommende år være en selvstændighed virksomhed i BITZER-koncernen.

På vegne af BITZER Groups bestyrelse vil jeg gerne takke Erik Damsgaard for hans store engagement og bidrag i processen, siger bestyrelsesformand Christian Wehrle.

OJ holder fast i samme succesrige kurs

Anders Høgh-Skov er et kendt ansigt både hos OJ Electronics og i branchen. Siden 2021 har Anders Høgh-Skov været salgs- og marketingdirektør, og inden da var han produktchef. Han har desuden en fortid med flere roller hos førende elektronikvirksomheder.

Anders Høgh-Skov vil i rollen rapportere til BITZER Groups bestyrelse, og Christian Wehrle ser frem til samarbejdet:

Vi er meget glade for, at Anders har valgt at takke ja til at stå i spidsen for OJ Electronics. Det er positivt, at han allerede er en del af virksomheden og derfor har været med til at udvikle og implementere den strategi, som fortsat skal være rettesnoren for den kommercielle succes, udtaler Christian Wehrle.

Også den nye adm. direktør er optaget af at fortsætte i overensstemmelse med den strategi, der de seneste år har sikret vækst og høj kunde- og medarbejdertilfredshed:

Jeg ser frem til at tage tråden op og fortsætte det gode arbejde i OJ i tæt samarbejde med BITZER Electronics og resten af BITZER-koncernen. Jeg vil følge den samme strategiske retning med fokus på vækst, lønsomhed og fastholdelse af OJ Electronics som en Sønderborg-baseret virksomhed. En virksomhed, som i udpræget grad bygger på et fantastisk hold af dedikerede medarbejdere, højt fokus på innovation, dyb applikationsviden, en benchmarking supply chain og meget stærke kunderelationer, slår Anders Høgh-Skov fast.